Pædofili 2017-10-03T08:00:44+00:00

I henhold til loven er foreningen forpligtet til at indhente børneattester på trænere, instruktører og holdledere, før de ansættes til at have direkte kontakt med børn under 15 år. En børneattest indeholder oplysninger om en eller flere af følgende typer af straffelovsovertrædelser:

  • Incest, samleje eller anden kønslig omgang med børn under 15 år
  • Udbredelse eller besiddelse af børnepornografi
  • Blufærdighedskrænkelse over for børn under 15 år.

Oplysningerne fås fra Det Centrale Kriminalregister.

Bestyrelsesmedlemmer, udvalgsmedlemmer, kantinepersonale og andre, som ikke har direkte kontakt med børn under 15 år i det daglige idrætsarbejde, er ikke omfattet af lov om børneattester.

Et tjek i kriminalregistret er ikke hele løsningen. Det handler også om forebyggelse og åbenhed over for hinanden, så seksuelle krænkelser af børn i foreningen undgås.

Underretningspligt til DIF

Ingen idrætsforeninger under Danmarks Idræts-Forbund kan ansætte eller have en person ansat (lønnet eller ulønnet), som skal varetage børne- eller ungdomsarbejde, hvis personen tiltales eller dømmes eller tidligere er dømt efter straffelovens bestemmelser om seksuelle krænkelser mod børn og unge.

Foreningen er forpligtet til at underrette Danmarks Idræts-Forbund, så snart der opnås kendskab til et sådant forhold.

Når foreningen har underrettet DIF, vil DIF’s bestyrelse hurtigst muligt træffe afgørelse i sagen, hvilket vil sige fastsætte i hvor lang tid den pågældende person skal udelukkes fra at varetage børne- og ungdomsarbejde i alle foreninger under DIF.